Dumhedens løvefødder - Idiosynkrasier m.m. af Henrik Nordbrandt, boganmeldelse |
|||||
|
Forfatter: Henrik Nordbrandt Titel: Dumhedens løvefødder - Idiosynkrasier m.m. Forlag: Gyldendal Genre: samfund, kultur, religion, islam, overtro Udgivelsesdato: 3. november 2005 Sider: 216 ISBN: 87-02-04301-7 Pris: 199 kr. Der er både alvor og glimt i øjet, både analyse og lidenskab, i Nordbrandts nye artikelsamling. Den handler om situationen i Danmark lige nu, om Tyrkiet, om både islams og kristendommens mere og mere skadelige indvirkning på det politiske liv, om litteratur, forfattervilkår og meget, meget mere. Bl.a. også idiosynkratiske skildringer af de mange måder, han mener, dumheden manifesterer sig på i vore dage. Alt sammen rasende veloplagt, indimellem harmfuldt og arrigt, sine steder overgivent og djævelsk muntert, altid med blik for den tåbelige detalje, der røber helhedens skrøbelighed. religion
I Dumhedens løvefødder - Idiosynkrasier m.m. går Henrik Nordbrandt i krig imod alle de ting han ser som idiotier, hvilket omfatter ting som: islamiske, fodbold, monarkiet, cykelsport m.m. Retorikken er ofte trukket skarpt op. Bogen er en samling af tekster hvoraf flere af dem har været trykt i aviser som Jyllands-Posten, Information og Weekend Avisen gennem de sidste otte år, men en tredjedel er skrevet i løbet af 2004 og 2005. Teksterne bygger på Henrik Nordbrandts egne oplevelser og tanker i Grækenland, Tyrkiet, Spanien, USA og Danmark. Teksterne svinger meget i kvalitet. Enkelte af dem er så godt skrevet, at jeg får lyst til at citerer hele kapitlet, imens andre minder og malplacerede historier som burde være havnet i papirkurven i stedet for trykt; men de holder sig alle fint inden for hvad Henrik Nordbrandt kalder for idiosynkrasier; og har derfor alligevel en vis berittigelse. “Vraget af kaptajn Georgios’ skib er endnu ikke blevet tilgængeligt for offentligheden, og hvis det stod til islamisterne, ville det heller aldrig blive det, for de hader alt anden historie end den islamiske og gør, hvad de kan for at fortrænge den. Muligvis fordi de ubevidst fornemmer, at de, hvis de turde kaste et blev ind i den virkelige historiens spejl, ville få sig selv at se som de groteske karikaturer, de er.” Henrik Nordbrandt er både ateist og vegetar. Han afskyr tv-sport, teater, skat, jazz, kulturstøtten, og at oplæse sine egne værker, hvilket han har fårmået at skrive så meget om, at det nu har kunnet samles til en bog. Det kan lyde somom Henrik Nordbrandt er en mavesur gammel mand; men helt så enkelt er det dog ikke. Fx fortæller Henrik Nordbrandt at han godt kan lide Ankara på trods af byens huller i vejen. "Jeg tror nemlig, at sproget dansk er selvcensurerende i en grad, som næsten igen, af nøjagtig samme årsag, gør sig klart. I hvert fald oplever jeg ofte i Danmark, at hvis man kommer med den forkerte bemærkning eller spørgsmål på det forkerte sted, bliver man enten ikke forstået, overhørt eller slet og ret ignoreret. Den meget priste danske tolerance har udviklet sig til så stort et tabu, at den næsten har ophævet sig selv. Lad mig nævne et oplagt eksempel: Bortset fra nogle få yderliggående er næste alle danskere nogenlunde enige om, at Danmark er et demokrati. Ikke desto mindre er landet et monarki, en institution som krænker demokratiets vigtigste grundprincip: At alle mennesker principielt fødes lige. Man kan hævde, at det danske monarki fungerer ganske udmærket, at dets medlemmer er begavede, søde og rare, og at det ville være langt mere katastrofalt at have eksempelvis en Anders Fogh Rasmussen som præsident. Det er sikkert også sandt, men det ændrer intet ved princippet. Danmark er ikke et sandt demokrati, men ve dén der gør opmærksom på det! Når jeg nu og da diplomatisk fremlægger det synspunkt, at et monarki, der i Danmark i øvrigt nærmest har fået karakter af oprettet med "Se og Hør" og "Billed-Bladet" i orkestergraven, er en uværdig institution, både for publikum og for de optrædende, mødes jeg så at sige aldrig med modargumenter, men med undren eller forargelse.! Jeg er glad for at have læst bogen; men jeg er endnu mere glad for, at det nok er første og eneste gang jeg har læst den helt. Der findes flere tekster i bogen som jeg gerne læser igen flere gange og vil citerer fra i forskellige sammenhænge, men et nok lige så stort antal er jeg blot glad for at have overstået. Samlet lander bogen midt imellem med en opfordring til at blive læst. |
|||||
|
|||||
|
|||||